• BLOG

    Nyd foråret med hestene og gør noget godt for hestene og dig selv derhjemme…

    Åhhh hvad skal vi få tiden til at gå med…. Vi må jo ikke være sammen med nogen… 

    Dette er en del af vores hverdag som det ser ud nu grundet Covid 19. Vi skal alle passe på hinanden. Dette gøres ved at indskrænke vores vaner for at socialisere tæt sammen. Vi skal holde god afstand og gerne bliv hjemme, hvis det ikke er livsnødvendigt det du skal. Men kan vi blive hjemme som hestemennesker? Mit svar må være ja og nej. Mit ja grunder i at i yderste konsekvens risikerer man at blive smittet eller selv smitte videre, derfor bliv hjemme hvis du føler dig det mindste sløj.  Mit nej grunder i at vi med sund fornuft godt kan holde god afstand både når vi færdes i stalden og udendørs.
    I den rideklub hvor jeg har Zizanie stående er der udstukket retningslinjer for al færden og stor fokus på hygiejne.
     Vi opsadler i boksen.
    Der henstilles til at vaske hænder ofte og derfor er der også sat sæbe frem ved vasken i stalden. Ridehusene er lukket af. Vi er så heldige stillet at vi har en stor skov at ride i med masser af ridestier. Dem benytter rytterne sig flittigt af. 
    Men vi skal stadig huske at begrænse vores sociale færden.
    Dette kan opleves træls at skulle være hjemme, når vi er vant til at hænge ud med andre nede i rideklubben, så her er nogle fif som du som rytter/hesteejer med god samvittighed vil kunne tage dig til derhjemme

    Fif til det du kan gøre hjemme som rytter/hesteejer:


    • Ryd op i dit rideudstyr. Har du virkelig brug for alt det du har liggende?
    • Puds din sadel og hovedtøj. Jeg er ret sikker på at det har godt af en ekstra pudsning i denne tid.
    • Rengør og puds dine støvler. Fjern skidt fra dine støvler. Det gavner også der hvor du rammer hestens pels.
    • Ryd op i dit mobile fotoalbum.
      Hvis du er ligesom jeg, så har du taget flere billeder af dit hesteliv, hvor kun nogle enkle er ret gode. Lav nogle mapper på din computer og overfør dem dertil eller smid dem i ” the cloud”. De dårlige sletter du.
    •  Rens strigler og børster. Tag dine strigler med hjem og vask dem godt af. Det er fældetid, så hjælp hesten og dig selv med en god striglehygiejne.

    • Forbliv social via de online muligheder, såsom, Facebook, instagram, Skype, TikTok, Snapchat… Der findes mange muligheder. Tak for internettets opfindelse !
  • BLOG

    At samarbejde er at samskabe…

    “Livet som hesteejer er ikke altid en dans på roser, men det er en unik livsstil jeg ikke vil være foruden! “

    Med vidensdeling og ved at hjælpe hinanden, så er livet i hesteverdenen et fantastisk berigende fællesskab for alle os hestefolk. Om det så er på hyggeniveau, eliteniveau, for skovtursrytteren, elevrytteren der lærer at ride, for dem som avler og for os som rider konkurrencer.
    For mig er det vigtigt at vi hjælper hinanden med alt det gode vi har at bidrage med.
    Derfor kan jeg med glæde fortælle at jeg er indgået samarbejde med firmaet Equus Cura, som laver plejeprodukter til hesten. 
    http://www.equuscura.dk/ 

    Vi ønsker at skabe noget ekstra, som hest og rytter kan få gavn af og derfor har vi indledt et samarbejde.
    Du vil i fremtiden på Equus Cura’s hjemmeside og instagramprofil have mulighed for at læse med på mine blogindlæg og få tips og tricks til at lette livet med heste. 
    Derudover vil der være blogindlæg, hvor du som læser kan følge med i mit hesteliv.
    Du vil selvfølgelig også kunne finde dem her på siden og på min instagramprofil @Horsy.dk

    Hvem er jeg så…
    Jeg hedder Pia Lerce Kettner.  Jeg bor i det skønne Silkeborg og er distancerytter. Jeg er tidligere dressurrytter, men har bevæget mig over i distanceverdenen for at få nogle flere naturoplevelser. Dette har bragt et helt fantastisk fællesskab med sig. Jeg går op i at hesten trænes alsidigt og at vores heste trives i sit hesteliv.
    Jeg har redet i over 25 år, er udannet pædagog, idrætsfysiolog, personlig træner og stressmentor.

    Jeg har to skønne heste, Zizanie og Figaro-B. 
    Zizanie er en hoppe fra 2002. Jeg har haft hende siden hun var 7 mdr. gammel.
    Hun er 1/2 American Quarter-1/2 DV. Hun elsker at ride i naturen, som er vores primære træningsarena, da vi rider distancekonkurrencer. 
    Figaro-B er det nyeste skud på stammen. Han er en 2 års fuldblodsaraber efter Lissar OX, som har et enestående CV inden for araberavlen.
    Figaro-B er en nysgerrig dreng, som har et skønt sind med mod på at udforske verden.
    Han er min kommende distancehest, som skal tage over for Zizanie, når hun ikke længere skal bruges i distancesporten.

    Tak fordi du læste med!

  • BLOG

    Alt godt kommer til den der venter eller hvad?!

    Alt godt kommer til den der venter og alligevel skal jeg vente lidt længere tid end hvad jeg regnede med i forhold til at komme ud at starte distancestævner igen. DRF har valgt at aflyse alle stævner de næste 14 dage frem pga. corona virus og for at støtte op om regerings inddæmnings foranstaltninger, så vi kan sikre de svageste i samfundet. Dermed er Feldborg ridtet aflyst. Alle kender nogen som hvis immunsystem er udsat for smitte, så jeg håber at alle vil vise samfundssind! Det er virkelig indgribende i alles liv, men vi skal hjælpe hinanden med at stå sammen hver for sig. Det betyder også at der er kommet restriktioner på den rideskole hvor min ene hest står opstaldet. Eksempelvis må der kun være 5 ryttere ad gangen i hver af vores ridehuse. Tilskuer må gå sig en tur imen og al elevskoleundervisning er lukket ned. Alt sammen for at begrænse smitterisiko. Jeg bakker op om vores bestyrelses retningslinjer. Derfor opfordrer jeg selvfølgelig alle til at komme ud og ride en tur i skoven på deres heste, så hestene får endnu flere gode naturoplevelser. Der er jo flere og flere dage med sol, så kom frisk!

  • BLOG

    Spændende nyheder undervejs

    Nu nærmer årets første distancestævne sig. Jeg glæder mig til at ride i ukendt terræn og få et godt ridt på hestens præmisser. Zizanie er midt i fældningssæsonen, hvilket har gjort hendes pels mere sårbar for regn. Derfor har jeg sat hende på en B-vitaminkur og hun holdes pt. inde på stald for at undgå udvikling af regneksem samt mug. Til gengæld går jeg en masse ture med hende, rider og laver en del jordabejde.

    Der er en nyhed undervejs, som jeg snart vil afsløre. Jeg kan næsten ikke vente med at præsentere det, men i får lov til at hænge lidt endnu. Distancestævnet på lørdag har mit hovedfokus, men derefter vil jeg løfte sløret for nyheden. Glæd jer!