• BLOG

    Et efterår uden ridning

    Jeg blev i sensommeren opereret i ryggen for en discusprolaps.
    Jeg nåede heldigvis at få redet et distancestævne kort tid forinden, så jeg havde nogle flere gode minder med i bagagen, når nu jeg vidste at rygoperationen ville sætte vores ridning i bero for en stund. Det er altid rart at have nået nogle af de mål man har planlagt og kunne se tilbage på dem, når der er planlagt stilstand.
    Hvordan klarer en hestepige sig uden ridning?
    Den er godt nok også svær at undvære.
    Jeg kommer heldigvis ud til mine heste jævnligt og får klappet og hygget lidt om dem takket være min kæreste, som pt. også er min chauffør når jeg skal nogen steder. Motionering, ridning og andet staldarbejde har jeg overladt til en sød pige, som har taget sig godt af Zizanie. Min kæreste har dog altid sørget for at der er høposer klar, foderposer nok i spanden og nye træpiller i boksen, samt taget sig af Zanie, når min hestepasser ikke kunne.
    Derudover har han taget sig af min 2 års, som en gang dagligt skulle fodres og groomes. Jeg må stadig ikke ride, men ser frem til når den dag kommer. Bare at komme afsted på en kort skridttur i skoven ser jeg frem til.
    Jeg sætter dog stor pris på at jeg indimellem kommer en tur i stalden, da jeg godt kan lide at have føling med mine hestes trivsel. Her i efteråret som også er en overgangsperiode mellem sommerpels til vinterpels er jeg især opmærksom på at de får de rette tilskud, om dækkenets tykkelse passer til temperaturen, forebyggelse af muk og ja ikke mindst om jeg har nogle glade heste. Begge heste har det for tiden rigtig godt. Figaro vokser i alle retninger. Både i højde og bredde og ikke mindst mentalt er han ved at være rigtig fin. Han har fået mere ro over sig og er generelt bare en charmør og en hest som også vil gøre sit menneske glad. Det lykkedes for tiden ret godt. Han har fået den lækreste vinterpels og hygger med drengene i løsdriften. Zizanie er så småt begyndt at komme på lidt græs igen, men går primært på jordfold. Hun er ved at få lang pels og skal snart klippes, så hun kan tørre hurtigere efter hun har svedt.
    Ha et skønt efterår med jeres heste og hinanden!

  • BLOG

    snart påske og hvad kan man så lave med sin hest…

    Du har måske ligesom jeg og mange andre hestefolk pudset udstyr, taget i skoven på hesteryg, nydt forårssolen…


    Du er måske en af de mange hjemsendte og er begyndt at kede dig lidt…. Men har du tænkt over at vi kan gøre andre ting på trods af de indskrænkelser som påvirker hverdagslivet.
    Jeg vil bruge denne tid på at lære min 2 årige hest noget nyt.
    Noget som jeg endelig har masser af tid til.
    Mit mål er at han skal lære at blive kørt i hestetraileren alene.
    Jeg vil starte i det små.
    Først skal han bare gå op i traileren og dernæst skal jeg kunne lukke bagsmækken bag ham.
    Næste delmål er at køre få minutter med ham og til sidst skal vi gerne kunne køre en længere tur, hvor han står roligt og sikkert bag i traileren. Det vigtigste for mig i at lære min hest nye ting er, at have fokus på sikkerhed for hest og menneske, fokus på at skabe en tydelig ramme som guider og motivere hesten hen i en retning af at dens handlinger er gjort frivilligt. Sidst men ikke mindst at jeg ved hvor meget jeg kan forlange af min hest og alle små skridt roses hesten altid for.
    Jeg ved at det tager tid og mange gentagelser, men netop derfor er det nu at vi med god samvittighed og uden stress og jag kan arbejde med hesten på områder vi synes hesten skal styrkes i.
    Jeg vil altid anbefale at du søger råd hos professionelle, hvis du vil igang med at træne din hest på områder som potentielt kan udvikle sig i en forkert retning. Hesten og mennesket skal nødig komme til skade og hesten skal helst guides i den rigtige retning fra start.
    Rigtig god fornøjelse med dit evt. kommende træningsprojekt.